Hvad kræver arealtildeling?
Før du tager et nyt areal i brug skal du have tilladelse fra arealmyndigheden. Det gælder også, hvis du skal bruge arealet til andet end byggeri, f.eks. til parkering, have, bådoplæg, oplagsplads, hundehold osv.
Også ændret anvendelse af et i forvejen tildelt areal kræver tilladelse. Desuden kræver nedrivning og genopførelse af bygninger og anlæg tilladelse, og herunder også genopførelse af bygninger efter brand. Se også nedenfor om overdragelse.
Hvem kan få en arealtildeling?
Alle personer, firmaer, selskaber foreninger o.lign. er berettiget til at ansøge om en arealtildeling. Det gælder også personer, som ikke har dansk statsborgerskab, og selskaber m.v., som ikke er registrerede i rigsfællesskabet.
En arealtildeling er personlig, dvs. den gives til en bestemt person eller juridisk person. Overdragelse af brugsretten skal derfor tiltrædes af arealmyndigheden, f.eks. ved salg af den ejendom, som ligger på arealet. Dette er normalt en formsag, hvis den nye ejer vil fortsætte den hidtidige lovlige anvendelse af arealet.
Hvem kan give tilladelse?
Kommunalbestyrelsen er arealmyndighed indenfor by- og bygdezone, mens Landsstyret er arealmyndighed udenfor by- og bygdezonen, dvs. i det åbne land. For områder omfattet af en godkendt frilandsplan kan Landsstyret dog overdrage arealmyndigheden til kommunalbestyrelsen.
Hvordan udfyldes ansøgningen?
Ansøgning om arealtildeling skal altid indgives til kommunen. Det anbefales at udskrive og benytte standard arealansøgningsskemaet. Alternativt kan skemaet udleveres på teknisk forvaltning, som også er behjælpelig med at udfylde det.
Ansøgningen skal oplyse om størrelsen og beliggenheden af det ansøgte areal samt om den ønskede anvendelse af arealet, herunder om der skal opføres bygninger eller anlæg på arealet.
Desuden naturligvis ansøgers navn, adresse og personnummer (hvis ansøger er en virksomhed angives i stedet S.E.nr., A.E.B.nr eller selskabsnr.). Flere personer eller juridiske personer kan udmærket ansøge i fællesskab.
Sammen med ansøgningen skal afleveres et kortbilag, der viser arealets størrelse og beliggenhed. Hvis der skal bygges på arealet, skal der tillige vedlægges et dispositionsforslag (skitseprojekt) med plan og facader i målforhold 1:100.
Der kan være særlige krav til ansøgningens indhold, som fremgår af kommunens annoncering af det ledige areal eller af plangrundlaget.
Husk at datere og underskrive ansøgningen.
Links:
Ansøgning om arealansøgning gennem NunaGIS
Vejledning til NunaGIS-ansøgning (PDF)