Der tales meget grønlandsk – både i byerne, bygderne, på kommunen og i skolen. Men de fleste forstår dansk, og mange taler det danske sprog ganske glimrende.
På kommunen er der ansat tolke, og det er også muligt at få tolkebistand i forbindelse med udvalgsmøder og møder i Kommunalbestyrelsen. Mødereferater og breve kan også sendes til oversættelse.
I vinterperioden bliver der som regel afholdt aftenkurser i grønlandsk. På sprogskolen i Sisimiut afholdes intensive kurser i det grønlandske sprog. For yderligere oplysninger og program se sprogskolens hjemmeside: www.oqaatsit.gl
Den grønlandske sprogstamme
Grønlandsk tilhører den eskimoiske sprogstamme. Det er et "polysyntetisk" sprog, hvilket vil sige, at man danner ord ved en stamme, et eller flere tilhæng og en endelse. Et grønlandsk ord kan derfor blive meget langt og kan betyde, hvad der svarer til en hel sætning på andre sprog.
Grønlandske dialekter
Det grønlandske sprog har groft opdelt fire dialekter; sydgrønlandsk, vestgrønlandsk, østgrønlandsk og Thule-dialekten. Vestgrønlandsk er det officielle sprog, som alle børn lærer foruden dansk og engelsk.
Grønlandske låneord
I Grønland er man glade for, at tilflyttere fra andre lande forsøger sig med grønlandske ord. Og for at gøre det helt let, kan man begynde med at lære ordet "hej", som hedder "aluu" eller "farvel", der hedder "baaj" – næsten som på engelsk "hello" og "(good)bye". Lige netop disse ord er da også låneord, der sandsynligvis stammer fra dengang, amerikanerne kom til Grønland under 2. Verdenskrig.
Et beskrivende sprog
Ligesom alle andre sprog udvikler grønlandsk sig til stadighed, og når man ikke benytter sig af låneord, danner man rammende og særdeles beskrivende nye ord. Ordet "computer" kaldes på grønlandsk "qarasaasiaq", der direkte oversat betyder en "kunstig hjerne", mens ordet "kartofler" kaldes "naatsiiat" – egentlig "noget, man venter længe på skal gro op".
Grønlandsk skriftsprog og udtale er et helt kapitel for sig selv. Det kan man læse om i flere af de bøger om det grønlandske sprog, der er tilgængelige på internettet.