Sejldugsjolle færdigbygget i Qasigiannguit

14. juni 2017
I går kunne stolte bådebygger i Qasigiannguit præsentere en færdigbygget sejldugsjolle.
Jollen blev præsenteret foran byens kommunekontor, hvor der dagen igennem vil være mulighed for at tale med bådebyggerne.
Herefter vil båden blive placeret på Qasigiannguit Museum.

Jollen er bygget af brødrene Mads og Hans Brandt ud fra deres erindring og erfaring og i samarbejde med frivillige i byen og personale fra Qasigiannguit Museum og Aasiaat Museum.
Hele forløbet inklusiv planlægning, afprøvning af egnede materialer og selve bygningen er dokumenteret af Qasigiannguit Museum, og skabeloner og modeller indgår nu sammen med fotos og filmoptagelser i museets samling til bevarelse for eftertiden - og til brug for eftertiden.

Bag det samlede projekt står Qasigiannguit Museum og fritidsforvaltningen i Qasigiannguit, og erfaringer fra projektet skal indgå i planlægning af tilbud om sejldugsjollebygning under aftenskolen i Qasigiannguit til efteråret.
Foto: Præsentation af færdigbygget sejldugsjolle foran kommunekontoret i Qasigiannguit 14. juni 2017. Qasigiannguit Museum, 2017