Børns vilkår skal i fokus i Qaasuitsup Kommunia

Qaasuitsup Kommunia’s kommunalbestyrelse og Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge har d. 23. oktober 2015 holdt møde vedr. børnenes vilkår i landets nordligste kommune.
27. oktober 2015

Dette skete som en opfølgning på Børnetalsmandens rejse i august til 2 byer og 16 bygder i Qaasuitsup Kommunia. Aviâja Egede Lynge orienterede kommunalbestyrelsen om observationerne under rejsen samt baggrunden for den kritik hun har rejst på baggrund af FN’s Børnekonvention om Barnets Rettigheder: ”Det er vigtigt at komme ud på kysten og se forholdende, som de virkelig er for vort lands børn og i hvilket kontekst de opstår. Vort land er kæmpestort og selvom vi er ganske få indbyggere, er vi spredt udover et kæmpe landområde der gør, at vi – uagtet hvor travlt vi har i det daglige arbejde – indimellem, må være derude hvor børnene opvokser, således at vi selv med vore egne øjne og forstand, kan se og høre og forstå, hvordan det er, at være et barn i verdens nordligste kommune.

Vi havde på den baggrund et positivt og konstruktivt møde med kommunalbestyrelsen og jeg er glad for politikernes engagement og for, at de har besluttet sig for, at børneområdet skal opprioriteres med større fokus i 2016.

Herudover er det meget positivt, at kommunen har lanceret en børne- & unge politik,
siger Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge.

Qaasuitsup Kommunias kommunalbestyrelse havde ved mødet mulighed for at få uddybet Børnetalsmandens kritik og arbejdet fortsætter på både politisk og administrativt plan med løsninger på baggrund af de oplysninger, de har fået.

Til mødet blev der også snakket om at omsorgssvigt af børn er et samfundsanliggende, som må løftes i samarbejde, mellem forældre, Kommuner og Selvstyret: ”Problemet med omsorgssvigt af børn er stort, og for at komme det til livs, er det nødvendigt at alle instanser i samfundet er med til at styrke indsatsen”, siger Borgmester Ole Dorph.

Qaasuitsup Kommunia og Børnetalsmanden indleder et samarbejde omkring børnenes vilkår og første møde med Socialudvalgsformand Kristian Jeremiassen og socialdirektør Henrik Sóloy, sker d. 2. november 2015.

Billedet: Fra Venstre: Kommunaldirektør Hans Eriksen, Børnetalsmand Aviâja Egede Lynge, Sekretariatschef i MIO, Trine Nørby Olesen & Borgmester Ole Dorph.