Selskab

Selskab 

I aktie-, anparts- og andelsselskaber hæfter ejerne ikke med deres personlige formue for gæld og forpligtelser. I aktie- og anpartsselskaber er hæftelsen begrænset til aktie- eller anpartskapitalen. Aktie- og anpartsselskaber er lovregulerede og skal derfor indsende deres årsregnskaber til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Man skal indskyde en vis kapital for at starte et selskab. Indskuddet behøver ikke at være rede penge, men kan i stedet være aktiver som f.eks. en lastbil, IT-udstyr eller varelager.


Aktieselskab (A/S)
Aktieselskaber er lovregulerede. I et aktieselskab hæfter ingen af aktionærerne personligt for selskabets forpligtelser. De hæfter kun med den kapital, de hver især har indskudt. Det koster minimum 500.000 kr. at stifte et aktieselskab.

Selskabet ejes af aktionærerne, som træffer beslutninger på generalforsamlingen, der er selskabets øverste myndighed.

Selskabet ledes af en bestyrelse og en direktion. Bestyrelsen har den overordnede styring, mens direktionen varetager den daglige ledelse ud fra de retningslinjer, bestyrelsen har udstukket.

Et aktieselskab skal uanset størrelse have en bestyrelse på mindst 3 medlemmer. Hvis selskabet i de sidste 3 år har haft gennemsnitligt 35 ansatte eller derover, har medarbejderne krav på bestyrelsesposter.

Et aktieselskab beskattes med 31,8 % af selskabets skattepligtige indkomst.


Anpartsselskab (ApS)
Anpartsselskaber er lovregulerede. I et anpartsselskab hæfter ingen af anpartshaverne personligt for selskabets forpligtelser. De hæfter kun med den anpartskapital, de hver især har indskudt. Det koster minimum 125.000 kr. at stifte et anpartsselskab.

Et anpartsselskab kan stiftes og ejes af 1 person.

Anpartsselskaber med under 35 ansatte kan selv vælge, om de skal ledes af en direktør, direktion eller en bestyrelse eller eventuelt begge dele. Hvis anpartsselskabet har over 35 ansatte, har medarbejderne krav på at vælge repræsentanter til bestyrelsen, og selskabet skal derfor have en bestyrelse.

Et anpartsselskab beskattes med 31,8 % af selskabets skattepligtige indkomst.


Andelsselskab (AmbA)
Medlemmerne af et andelsselskab med begrænset ansvar er ikke personligt ansvarlige for selskabets gæld. Det er gratis at stifte et andelsselskab.

Ifølge loven om erhvervsdrivende virksomheder har et andelsselskab til formål at fremme deltagernes fælles interesse som aftagere, leverandører eller lignende.

Selskabets afkast skal bortset fra normal forrentning af den indskudte kapital enten fordeles blandt medlemmerne i forhold til deres andel i omsætningen eller blive stående i virksomheden.

Ledelsen fastlægges i vedtægterne. Som regel har selskabet en direktion, bestyrelse og generalforsamling.

Hvis kriteriet i lov om erhvervsdrivende virksomheder er opfyldt, skal selskabet udarbejde et årsregnskab efter årsregnskabsloven og indsende det til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen.

Andelsselskaber med begrænset ansvar beskattes som aktieselskaber, hvis overskuddet fordeles efter indskud.


Partnerskab P/S
Et partnerskab er omfattet af Aktieselskabsloven og Årsregnskabsloven.

Et partnerskab består af komplementarer og kommanditister. Komplementarerne hæfter personligt, ubegrænset og solidarisk for selskabets forpligtelse, mens kommanditisternes hæftelse er begrænset til indskuddet.

Det koster minimum 500.000 kr. at stifte et partnerskab.

Hvis du ikke har den store formue, kan et partnerskab være interessant, fordi du kan alliere dig med personer (kommanditister), der investerer i selskabet, mens man selv får ledelsen af selskabet (oftest komplementaren).

Selskabet kan dannes ved nystiftelse eller ved en omdannelse af et aktieselskab.

Et partnerskab er ikke omfattet af selskabsskattelovene, idet kommanditisterne og komplementarerne beskattes personligt af deres andel af selskabets resultat.


Franchising
Franchising er et kontraktmæssigt samarbejde mellem en franchisegiver, som ejer et dokumenteret forretningskoncept, og en franchisetager, der som selvstændig erhvervsdrivende køber retten til at udnytte forretningskonceptet.

Du skal betale et engangsbeløb, som giver ret til at drive forretningen med franchisegivers navn, logo, forretningskoncept, produkter, services og så videre. Desuden skal du betale royalty af din omsætning.

Virksomheden kan drives som personligt ejet eller som selskab med begrænset hæftelse.

I Grønland og i Danmark er der ingen lovgivning om franchising. Dansk Franchisegiver Forening har gode råd til kommende franchisetagere på deres hjemmeside www.dk-franchise.dk.

Relaterede artikler

Qaasuitsup Kommunia
Postbox 1023
3952 Ilulissat

Telefon: (+299) 94 78 00
Fax: (+299) 94 25 52
E-mail: qaasuitsup@qaasuitsup.gl
Hjemmeside: http://www.qaasuitsup.gl