Anbringelse i Danmark

Generelt 

Hvis et barn eller en ung lever under forhold, der truer dets udvikling og trivsel, og derfor har brug for hjælp, har kommunen pligt til at gribe ind.

Det kan blive nødvendigt at anbringe et barn eller en ung uden for Grønland:
• Hvis alle muligheder for hjælp og behandling i Grønland er udtømte
• Hvis det kræver et specielt anbringelsessted at sikre barnets videre udvikling.

Mener kommunen eller du som forælder, at barnet eller den unge skal anbringes uden for Grønland, skal der sendes en ansøgning til Departement for Familie og Justits.

Anbringelse uden for Grønland kan også ske uden forældrenes samtykke. Du har ret til en skriftlig afgørelse med begrundelse og klagevejledning.

Børn, der allerede er bosiddende i Danmark, kan også blive anbragt uden for hjemmet, hvis kommunen har vurderet, at det er bedst for barnet at bo væk fra sine forældre.

 

Barnets rettigheder i Danmark 

Når et barn er anbragt i Danmark, har kommunen pligt til at hjælpe barnet eller den unge på en række områder, der er beskrevet i Serviceloven.

Læs mere om anbragte børns rettigheder i Danmark

 

Ansøgning 

Mener kommunen eller du som forælder, at barnet eller den unge skal anbringes uden for Grønland, skal der sendes en ansøgning til Departement for Familie og Justits.

Sammen med ansøgningen skal der være flere forskellige dokumenter:
• Socialudvalgets godkendelse og brev til Naalakkersuisoq for Familie og Justits
• Handleplan
• Forældremyndighedsindehaveres samtykke
• Dokumentation fra kredsrettens, hvis der er beskikket en værge
• Dokumentation for, at alle muligheder er udtømte i Grønland
• Beskrivelse af anbringelsesstedet
• Accept fra anbringelsesstedet

Læs mere om anbringelser i Danmark her

Bemærk
Det sted barnet eller den unge skal sendes hen, skal være et egnet socialpædagogisk behandlingssted.

Barnet eller den unge kan have ret til 2 ferierejser om året, hvis forældrene ikke selv kan betale, og hvis det ikke strider mod barnets tarv. I særlige tilfælde kan ekstra rejser bevilges, f.eks. ved dødsfald i nærmeste familie.

 

Anbringelse af børn der er bosiddende i Danmark 

Både danske og grønlandske kommuner anbringer børn uden for hjemmet, hvis kommunen vurderer, at børnene ikke har det godt derhjemme.

Hvis et barn, der er bosiddende i Danmark, bliver anbragt uden for hjemmet, er det fordi kommunen har vurderet, at det er bedst for barnet at bo væk fra sine forældre.

Anbringelser uden for hjemmet i Danmark er en støtte til børn og unge, så de kan opnå samme muligheder for personlig udvikling, sundhed og et selvstændigt voksenliv som alle andre. Et barn bliver kun anbragt uden for hjemmet, hvis kommunen er bange for, at det ikke
skal gå barnet godt videre i livet, hvis barnet bliver boende hjemme.

For at kunne anbringe barnet uden for hjemmet, skal kommunen have sikret at:
• Det har en væsentlig betydning for barnets eller den unges særlige behov for støtte
• Den bedste løsning, som kan løse problemer og behov, er valgt, på baggrund af en børnefaglig undersøgelse

Uden samtykke
Børn og Ungeudvalget i Danmark kan i særlige tilfælde anbringe børn og unge udenfor hjemmet, uden samtykke fra forældremyndighedsindehaveren eller den unge over 15 år.

Før Børn og Ungeudvalget kan anbringe et barn eller ung uden for hjemmet, skal der være tydelig risiko for, at barnets eller den unges sundhed eller udvikling vil lide alvorlig skade på grund af:
• Utilstrækkelig behandling eller omsorg
• Overgreb
• Misbrug, kriminel adfærd eller andre svære sociale vanskeligheder hos barnet
• Adfærds- eller tilpasningsproblemer

Så længe det er nødvendigt
Barnet bliver anbragt udenfor hjemmet, så længe kommunen vurderer, det er nødvendigt. Når kommunen vurderer, at det ikke længere er nødvendigt at anbringe barnet udenfor hjemmet, eller når barnet fylder 18 år, kan barnet komme hjem igen.
Departementet for Sociale Anliggender og Justitsområdet
Imaneq 4
Postboks 260
3900 Nuuk

Telefon: (+299) 34 50 00
E-mail: iian@nanoq.gl
Hjemmeside: www.naalakkersuisut.gl