Om uddannelse i Danmark

Generelt 

Alle i Grønland skal have mulighed for at få en uddannelse. Igennem uddannelse får du nyttig viden, som du kan bruge resten af dit liv. Med en uddannelse i hånden bliver dine jobmuligheder også større. Du kan søge om optagelse på uddannelser både i og uden for Grønland, f.eks. i Danmark.

Når du studerer i Danmark, er du langt væk fra venner og familie. Derfor skal du være klar til at tage vare på dig selv, inden du søger om optagelse på en uddannelse i Danmark. Du får selvfølgelig nye venner i Danmark og dit uddannelsessted vil hjælpe dig så godt de kan. Ikke desto mindre er det en stor omvæltning men også en oplevelse for livet at flytte til Danmark.

Du kan læse mere om at studere i Danmark på hjemmesiderne www.sunngu.gl og www.ug.dk.

Uddannelsesmuligheder i Danmark 

Nogle af de danske uddannelser du kan søge om optagelse på er:

Højskole
En højskole er en fri og almen skole. Det betyder, at der hverken er faste fag eller et fast pensum. Du skal selv bestemme, hvilke fag du gerne vil have. Du kan læse mere om højskolerne i Danmark på højskolernes fælles hjemmeside eller under Højskoler i Danmark.

Studieforberedende uddannelse
Studieforberedende uddannelser er boglige uddannelser, der forbereder dig til de videregående uddannelser. Uddannelserne varer 3 år og giver adgang til alle videregående uddannelser i og udenfor Grønland. Der er 3 forskellige studieforberedende uddannelser:
  • STX, som er en almen boglig uddannelse
  • HTX, som er en boglig og teknisk uddannelse
  • HHX, som er en handelsgymnasial uddannelse

Videregående uddannelse
Der er stor forskel på de videregående uddannelser i Danmark. Nogle uddannelse forbereder dig til konkrete stillinger som f.eks. procestekniker eller lærer. Andre uddannelser giver dig faglig indsigt i emner som f.eks. samfundsvidenskab, sprog eller et ingeniørfag. Ligeledes er der stor forskel på længden: nogle uddannelser varer 2 år, andre varer op til 6 år.

Læs mere her om videregående uddannelser.

Ansøgning 

Vil du gerne søge om optagelse på en uddannelse i Danmark skal du kontakte din lokale Piareersarfik. Her kan uddannelsesvejlederen også fortælle dig mere om adgangskrav og ansøgningsfrister.
Majoriaq – Majoriaq er vejledningscentre og skoler, der ligger i alle større byer og i en enkelt bygd.
Departementet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke
Imaneq 4
Postboks 1029
3900 Nuuk

Telefon: (+299) 34 50 00
E-mail: ikiin@nanoq.gl
Hjemmeside: www.naalakkersuisut.gl