Pas

Et pas er en form for legitimation, du skal bruge, når du skal rejse udenfor Grønland. Der er ikke paskrav mellem Danmark og Grønland. Du behøver dog derfor ikke at have pas med, hvis du kun skal til Danmark og ikke rejser over Island.

Generelt 

Et pas er en form for legitimation, du skal bruge, når du skal rejse udenfor Grønland. Der er ikke paskrav mellem Danmark og Grønland. Du behøver derfor ikke at have pas med, hvis du kun skal til Danmark og ikke rejser over Island.

Du kan altid bruge dit pas som legitimation, når du henvender dig til det offentlige. Det gælder også børn under 18 år. Børn kan ikke længere stå i deres forældres pas – de skal derimod have deres eget pas.

I Grønland kan man både få grønlandsk og dansk pas. Du må selv bestemme, om du vil have et grønlandsk eller et dansk pas, når du bor i Grønland.

Forskellen på de 2 pas er:
  • På forsiden af det danske pas, står der ”Danmark – Den Europæiske Union”
  • På forsiden af det grønlandske pas, står der ”Danmark – Kalaallit Nunaat”

Der er ikke forskel på hvor passene er gyldige, men der er lidt forskel på, hvilke sprog der er brugt i teksten inde i passet:
  • I det grønlandske pas er første side på grønlandsk, dansk og engelsk og teksten på side 1 og 2 er ikke på så mange forskellige sprog, som i det danske
  • I det danske pas er første side på dansk, engelsk og fransk og side 1 og 2 er på mange flere sprog end i det grønlandske

Ellers er der ingen forskel.

Betingelser 

Du skal være dansk statsborger for at kunne få grønlandsk eller dansk pas.

Du er dansk statsborger, hvis:
  • Begge dine forældre er grønlændere eller danskere
  • Din mor er grønlænder eller dansker
  • Du er født i Grønland eller Danmark og din far er dansk statsborger
  • Du er født i udlandet, din far er dansk eller grønlandsk, og dine forældre giftede sig inden du fyldte 18 år
  • Du er adopteret af en dansk statsborger før du fyldte 12 år
  • Du er adopteret af en dansk statsborger efter du er fyldt 12 år, og har opholdt dig i landet i mindst to år, og har søgt om og fået statsborgerskab
  • Du har søgt om og fået statsborgerskabet ved erklæring fordi du er statsborger i Finland, Island, Norge, Sverige eller du er født dansk statsborger, men har mistet statsborgerskabet, og du:
    • er ustraffet
    • er mellem 18 og 23 år
    • har haft bopæl i Danmark eller Grønland i en årrække
  • Du har ansøgt om statsborgerskab, har bestået statsborgerskabsprøven og har fået statsborgerskabet ved lov

Bemærk
Du kan som hovedregel kun have 1 pas. Det betyder, at selvom dit pas f.eks. er til visering, så kan du ikke få et ekstra pas i mellemtiden.

Priser 

Du skal betale for passet, når du afleverer din ansøgning.

Prisen afhænger af din alder:
  • Pas til voksne over 65 år koster 175 kr.
  • Pas til voksne mellem 18 og 65 år koster 425 kr.
  • Pas til unge mellem 12 og 17 år koster 140 kr.
  • Pas til børn under 12 år koster 115 kr.

Bemærk
Det er kun politistationerne i Qaqortoq, Nuuk, Sisimiut, Aasiaat og Ilulissat, der har dankortterminaler. Det betyder, at du skal betale kontant alle andre steder.

Bestilling af pas 

Vil du have et nyt pas eller forny dit gamle pas, f.eks. hvis det gamle pas udløber, er blevet væk eller hvis du skifter navn, skal du møde personligt op på din lokale politistation. Hvis du er under 18 år skal du tage dine forældre med.

Alle over 12 år skal efter den 1. januar 2012 have scannet sit fingeraftryk i forbindelse med bestilling af pas. Fingeren bliver scannet på politistationen og det scannede aftryk bliver kun brugt i forbindelse med pasudstedelsen. Pas udstedt efter 1. januar 2012 uden fingeraftryk, kan give problemer ved indrejse i andre lande. Pas udstedt før 1. januar 2012 giver ikke problemer, og kan altså fortsat bruges, så længe passet er gyldigt.

Du skal medbringe:
  • En udfyldt ansøgningsblanket

Ansøgningsblanket til pas

  • Har du pas i forvejen, skal du tage dit gamle pas med
  • Har du ikke haft et pas før, skal du medbringe original dåbsattest, navneattest (eller fødselsattest)
  • Dokumentation af rette navn. Dette er kun nødvendigt, hvis dit navn for nyligt er ændret f.eks. i forbindelse med vielse
  • Et egnet pasbillede. Billedet skal være i farve eller i sort hvid og taget lige forfra. Før billedet kan godkendes som pasbillede, skal det desuden leve op til en del andre krav

Alle krav til pasfoto



Er dit pas blevet væk, mens det stadig er gyldigt, skal du også udfylde og medbringe en erklæring om bortkommet pas.

Erklæring om kortkommet pas

Børn
Samtykke
Den eller de, der har forældremyndigheden over dig, skal give samtykke, før du kan få dit pas. Politiet kan kræve nærmere dokumentation for forældremyndigheden som f.eks. en plejetilladelse af de personer, der giver samtykke. Dette gælder også, hvis en enkelt person erklærer at være eneindehaver af forældremyndigheden.

For at give samtykke skal man underskrive i ansøgningsblankettens punkt C.

Unavngivne børn
Du kan godt få et pas til dit barn, selvom det endnu ikke er blevet navngivet. Der er dog enkelte lande, f.eks. USA, der ikke kan garantere, at et unavngivent barn kan rejse ind i landet. Skal du rejse til udlandet med dit barn, og er det endnu ikke navngivet, er det derfor en god ide at kontakte landets ambassade inden.

Leveringstid 

Når du har søgt om pas, kan der gå op til 3 uger, inden du kan hente det på politistationen.

Det tager cirka 3 uger fordi passet skal fremstilles i Danmark og sendes til Grønland igen.

Du bør derfor få lavet dit pas i god tid, inden du skal ud og rejse.

Gyldighed 

Pas har en begrænset gyldighed, som afhænger af din alder, når du får udstedt passet.
  • Er du over 18 år gælder passet i 10 år
  • Er du mellem 2 og 18 år gælder passet i 5 år
  • Er passet udstedt til et barn under 2 år gælder passet i 2 år

Når passet ikke længere er gyldigt, skal du sørge for at få det fornyet.
Hovedstation Ilulissat
Postboks 505
3952 Ilulissat

Telefon: (+299) 70 14 22
Fax: (+299) 94 44 04
Mobil: (+299) 54 38 22
E-mail: grl-ilulissat@politi.dk