Tilskud til internationale aktiviteter og projekter

Generelt 

Udenrigsdirektoratet administrerer en pulje der støtter forskellige grønlandske og internationale organisationer, grupper, virksomheder og enkeltpersoner, der ønsker at udvikle projekter, samarbejdsrelationer eller deltage i andre sammenhænge, der har betydning for Naalakkersuisuts udenrigspolitiske prioriteringer.

Betingelser 

Du skal skrive en rapport til Udenrigsdirektoratet umiddelbart efter den aktivitet du har søgt støtte til, er afsluttet. Rapporten skal indeholde det endelige regnskab og en beskrivelse af hvad du har opnået med aktiviteten. Du skal desuden sende kvitteringer, fakturaer mm. for omkostningerne til aktiviteten/projektet til Udenrigsdirektoratet.

Ansøgning 

Du kan søge om støtte til:
  • rejser eller deltagelse ved kurser, seminarer, messer, møder, projekter mv.
  • afholdelse af internationale events i Grønland
  • presseaktiviteter

Generelt skal din ansøgning være relevant for Grønlands position i international henseende.

I din ansøgning skal du skrive:
  • beskrivelse af aktiviteten/projektet
  • formålet med aktiviteten/projektet
  • relation til Naalakkersuisuts udenrigspolitiske prioriteringer (se den Udenrigspolitiske Strategi)
  • program og invitation, hvis relevant
  • specificeret budget
  • ansøgt beløb

Bemærk
Søger du til uddannelsesprojekter skal de som minimum være på kandidatniveau.

Udenrigsdirektoratet forbeholder sig ret til at afvise ansøgere på baggrund af konkrete vurderinger, og hvis der allerede er tildelt støtte indenfor det pågældende finanslovsår, for at sikre bredest mulig anvendelse af midlerne.

Udenrigsdirektoratet forbeholder sig også ret til at bevillige mindre beløb end ansøgt.

Frister 

Udenrigsdirektoratet modtager løbende ansøgninger, og der kan ydes støtte så længe bevillingen rækker.
Udenrigsdirektoratet
Postboks 1340
3900 Nuuk

Tlf.: +299 34 50 00
Mail: nap@nanoq.gl