Selvstyrets tilskud til kunst og kultur – Generelt om

Selvstyrets tilskud til kunst og kultur – Generelt om 

Kunstnere kan ofte have svært ved at skaffe de økonomiske midler til at opretholde deres virke. Da Selvstyret ønsker at støtte kulturlivet i Grønland, har man oprettet 3 tilskudsordninger, hvorfra udøvende kunstnere og filmskabere har mulighed for at søge om tilskud til at udføre deres virke.

Selvstyrets 3 tilskudsordninger til kunst og kultur er:
  • Selvstyrets Kulturmidler, som primært gives til professionelle, skabende og udøvende kunstnere med fast bopæl i Grønland, så de kan gennemføre konkrete aktiviteter og projekter. Midlerne kan også gives til andre projekter med et højt kunstnerisk niveau
  • Kulturelt Arbejdslegat, som uddeles til professionelle, udøvende og skabende kunstnere med fast bopæl i Grønland. Legaterne kan tildeles i op til 1 år ad gangen og uddeles som månedlige legatportioner på 22.000 kr., således modtageren er sikret en fast månedlig indkomst
  • Filmstøtteordning, som giver primært tilskud til grønlandske filmprojekter inden for fiktion, almindelige dokumentarfilm og dokumentarfilm med særlig vægt på det kunstneriske udtryk

Du kan kun søge til 1 projekt i en ansøgning. Du kan dog godt søge om tilskud fra flere støtteordninger til samme projekt.

Du kan ikke få tilskud til studierejser fra nogen af disse ordninger.


Fakta
Bevilget tilskud udbetales ikke af departementet, men af Selvstyrets centrale regnskabsafdeling (DCR).

Du har pligt til at aflevere et regnskab for bevilgede tilskud. Du skal aflevere pengene tilbage, hvis:
  • Du får overskud
  • Du ikke anvender pengene til formålet

Departementet for Uddannelse, Kirke, Kultur og Ligestilling indberetter alle tilskud til skattevæsnet. Det er dit eget ansvar at afklare eventuelle spørgsmål vedrørende bevilget tilskud med din lokale skatteforvaltning.


Bemærk
Du kan læse mere om, hvordan du søger Selvstyrets kulturmidler, kulturelt arbejdslegat og filmstøtteordningen under relaterede artikler.

Ud over disse 3 støtteordninger, er der yderligere 2 ordninger, som borgere normalt ikke kan søge om tilskud fra. De 2 ordninger er:
  • Tilskud til grønlandsk litteratur
  • NCB-refusionsordning til grønlandsk musik, som kun kan søges af pladeselskaber

Relaterede artikler

Departementet for Uddannelse, Kultur, Forskning og Kirke
Imaneq 4
Postboks 1029
3900 Nuuk

Telefon: (+299) 34 50 00
E-mail: ikiin@nanoq.gl
Hjemmeside: www.naalakkersuisut.gl