Særlige hverv – tillidsrepræsentanter og andre særligt beskyttede medarbejdere

Generelt 

Arbejdsmarkedet i Grønland består af en offentlig og en privat sektor. Arbejdsforholdene i begge sektorer er reguleret gennem lovgivningen. Offentligt ansattes ansættelsesvilkår er herudover også reguleret efter den overenskomst, den enkelte er ansat efter. Nedenstående gælder kun for offentligt ansatte.

En tillidsrepræsentant er bindeled mellem både:
• Medarbejdere og ledelse
• Medarbejdere og deres fagforening

Det er tillidsrepræsentantens pligt, i samarbejde med arbejdsgiveren, at gøre sit bedste for at fremme og vedligeholde rolige og gode arbejdsforhold.

En tillidsrepræsentant skal nogle gange fremføre holdninger, der ikke er i overensstemmelse med holdningen hos arbejdspladsens ledelse. Tillidsrepræsentanter er derfor omfattet af regler, der gør det svært at afskedige dem.

Der findes ikke et ens regelsæt for alle tillidsrepræsentanter, selv om de forskellige aftaler ligner hinanden meget. Du skal derfor finde tillidsrepræsentantaftalen til den overenskomst du er ansat efter.

En tillidsrepræsentant kan kun varetage interesser inden for eget overenskomstområde og repræsenterer derfor kun organiserede medlemmer efter samme overenskomst.

Andre beskyttede grupper kunne være arbejdsmiljørepræsentanter og sikkerhedsrepræsentanter, som – modsat tillidsrepræsentanter – varetager samtlige ansattes interesser.

Opgaver inden for de særlige hverv 

Tillidsrepræsentanten repræsenterer medarbejderne over for ledelsen. Som medarbejder er det altså typisk tillidsrepræsentanten, du skal gå til, hvis du f.eks. er utilfreds med:
• Ansættelsesforholdene
• Arbejdsforholdene
• Arbejdspladsvurdering (APV’en)
• Arbejdsmiljøet

Det kan også være I har en arbejdsmiljørepræsentant eller sikkerhedsrepræsentant, som ligeledes fungerer som bindeled.

Det er også tillidsrepræsentanten, der i første omgang skal tage affære, hvis der opstår problemer for en medarbejder på arbejdspladsen.

For at ruste tillidsrepræsentanten til at forhandle med ledelsen uddanner fagforeningen som regel vedkommende i blandt andet:
• Forhandlingsteknik
• Arbejdsretslige regler

Valg af tillidsrepræsentant 

I udgangspunktet skal der være ansat mindst 5 medarbejdere efter samme overenskomst på en arbejdsplads, for at medarbejderne kan vælge en tillidsrepræsentant og en suppleant.

Er der flere tillidsrepræsentanter inden for samme område, kan de vælge en fællestillidsrepræsentant. Fællestillidsrepræsentanten vil normalt være medarbejdernes repræsentant over for arbejdsgiveren i spørgsmål, der vedrører samtlige ansatte, og er som regel også med i forhandlingerne med arbejdsgiveren i andre sager.

Valg af tillidsrepræsentanter og suppleanter meddeles til lederen og Personalekontoret.

Hvis der er et samarbejdsudvalg på arbejdspladsen, er tillidsrepræsentanten oftest automatisk medlem.

Relaterede artikler

Qaasuitsup Kommunia
Postbox 1023
3952 Ilulissat

Telefon: (+299) 94 78 00
Fax: (+299) 94 25 52
E-mail: qaasuitsup@qaasuitsup.gl
Hjemmeside: http://www.qaasuitsup.gl