Udbetaling af løn

Generelt 

Arbejdsmarkedet i Grønland består af en offentlig og en privat sektor. Arbejdsforholdene i begge sektorer er reguleret gennem lovgivningen. Offentligt ansattes ansættelsesvilkår er herudover også reguleret efter den overenskomst, den enkelte er ansat efter. Nedenstående gælder kun for offentligt ansatte.

I forbindelse med udbetaling af din løn er der en række forhold, du skal være opmærksom på:
• Hvornår skal lønnen udbetales
• Hvornår bliver tillæg udbetalt
• Hvad skal lønsedlen indeholde
• Hvad skal arbejdsgiveren bruge, for at udbetale korrekt løn
• Skatteforhold skal ændres, hvis du er flyttet fra Danmark til Grønland

Udbetalingsdato 

Er du offentligt ansat, får du enten løn en gang om måneden eller en gang hver 14. dag. Hvornår din løn udbetales afhænger af, om du er:
• Måneds- eller timelønnet
• Forud- eller bagudlønnet

Måneds- og bagudlønnet
Er du måneds- og bagudlønnet, får du udbetalt din løn senest den sidste arbejdsdag i måneden. Det vil sige, at du f.eks. får din løn for oktober den sidste arbejdsdag i oktober.

Time- og bagudlønnet
Er du time- og bagudlønnet, får du udbetalt din løn hver 14. dag. Din løn udbetales i ugen umiddelbart efter din 14-dags periode. Det betyder, at du f.eks. får din løn for uge 3 og 4 udbetalt i uge 5.

Måneds- og forudlønnet
Er du måneds- og forudlønnet, får du udbetalt din løn senest den sidste arbejdsdag i forudgående måned. Det vil sige, at du f.eks. får din løn for april måned udbetalt sidste arbejdsdag i marts. Det er som regel kun tjenestemænd, der er forudlønnede.

Tillæg 

Faste tillægs bliver udbetalt sammen med den aktuelle måneds løn. Variable tillæg kan godt blive udbetalt forskudt.

Det betyder, at tillæg, der optjenes efter seneste indberetning for lønperioden, først vil blive udbetalt sammen med den næstkommende lønperiode.

Lønseddel 

I forbindelse med lønudbetaling får du en lønseddel, som fortæller hvor meget din løn udgør og hvordan den er sammensat. Typisk består din løn af:
• En grundløn
• Eventuelle tillæg
• Pensionsbidrag
• Eventuelt medlemsbidrag til fagforening og personaleforeninger

Lønsedlen viser også hvor meget skat du betaler, og hvor mange feriepenge du har optjent i løbet af året.

Korrekt løn 

For at kunne udbetale din løn korrekt skal din arbejdsplads have oplysninger med:
• Dit navn
• Dit cpr.nr.
• Din bankkonto
• Dit skattekort

Det er vigtigt, at du kontrollerer din lønseddel. Hvis du mener, der er fejl i din lønudbetaling, eller har du spørgsmål til din lønseddel, bør du henvende dig til din nærmeste leder eller til lønkontoret. Dette gælder både, hvis du er i tvivl om du har fået for lidt eller for meget i løn.

Hvis du har fået for lidt i løn, har du krav på at få det resterende beløb efterbetalt. På samme måde kan din arbejdsgiver have ret til at kræve for meget udbetalt løn tilbage.

Flytning fra Danmark til Grønland 

Er du flyttet til Grønland fra Danmark, og er du fuldt skattepligtig i Grønland, skal du fritages fra dansk skat.

Læs mere om skat for tilflyttere

Qaasuitsup Kommunia
Postbox 1023
3952 Ilulissat

Telefon: (+299) 94 78 00
Fax: (+299) 94 25 52
E-mail: qaasuitsup@qaasuitsup.gl
Hjemmeside: http://www.qaasuitsup.gl

Økonomi og Personalestyrelsen (ASA)
Aqqusinersuaq 5
Postboks 1039
3900 Nuuk

Tlf: (+299) 34 50 00
Fax: (+299) 32 44 48
E-mail: asa@nanoq.gl